Karina Maria Nyberg
← Tilbage

Rekruttering

Når dømmekraft gør forskellen

Rekruttering har været en rød tråd gennem størstedelen af mit arbejdsliv. På tværs af brancher, funktioner og mennesker med meget forskellige erfaringer, styrker og skavanker. Samtidig har jeg gennem mange år været frivillig erhvervsmentor.

Det er nok også derfor, jeg stadig synes, rekruttering er så interessant. Vi mennesker findes i mange lag, og det er sjældent det hele, der står på et CV.

Jeg udfordrer gerne undervejs – også når en virksomhed ubevidst er ved at ansætte en udgave af sig selv. Nogle gange ligger det bedste match netop dér, hvor man tør kigge lidt anderledes på behovet.

Erhvervspsykologiske analyser

Erhvervspsykologiske analyser er et af mine stærkeste dialogværktøjer – og måske også et af de mest misforståede.

For mig handler en analyse ikke om at sætte mennesker i kasser eller fortælle dem, "hvilken type" de er. Tværtimod. Den giver et langt mere nuanceret billede af, hvordan vi fungerer i arbejdslivet.

I de analyser, jeg arbejder med, får man blandt andet blik for seks forskellige teamroller og for, hvilke roller der falder mest naturligt. Man får ikke et mærkat som introvert eller ekstrovert. I stedet åbner analysen for en langt mere detaljeret samtale om adfærd og om, hvordan forskellige sider af os kommer mere eller mindre frem afhængigt af opgaven, situationen og de mennesker, vi arbejder sammen med.

Det er netop derfor, jeg bruger analyserne så meget. De skaber et fælles sprog for noget, der ellers let bliver til mavefornemmelser og gætteri – og har gennem mange år været et vigtigt værktøj i mit arbejde med at kvalificere rekrutteringsbeslutninger og forebygge fejlrekrutteringer.

  • Behovsafklaring og kravprofil – fra forretningens behov til en tydelig profil på den kandidat, der faktisk skal findes
  • Search, interview og kandidatvurdering – tiltrækning, strukturerede samtaler og erhvervspsykologiske analyser som grundlag for det rette match
  • Job- og teamanalyser – indsigt i arbejdsstil, roller, motivation og det samspil, kandidaten skal indgå i
  • Talenter, ledere og projekthold – blik for potentiale, udvikling og de mennesker, der skal lykkes sammen
  • Virksomhedskontakt – dialog med virksomheder om behov, muligheder og det match, der skal fungere i praksis